Region Øst inviterer til teater og fællesspisning
Er du klar til at overvære en stemningsfuld og ærlig teaterforestilling, som sætter fokus på handikap og fordomme fra omverdenen? Og vil du også gerne hygge dig med nye og gamle venner fra DBSU til fællesspisning på indisk restaurant inden forestillingen? Så læs med her.
Ungdomsteatret ZeBU på Amagerbro har i løbet af november haft stor succes med teaterforestillingen ”VAND-SKABNINGER: Flydende fortællinger om at være til” og gentager succesen med en genopsætning af forestillingen i februar. VAND-SKABNINGER er en stærk og sanselig teaterforestilling om at være til i verden, når man bliver set som anderledes. På scenen deler mennesker med forskellige funktionsnedsættelser personlige historier, hvilket flettes sammen med fortællinger om mytiske vandvæsner, som vækker angst og fordomme hos mennesker. Forestillingen bevæger sig mellem hverdagsoplevelser, samfundets modstand, misforstået hjælp, lægelige indgreb på egen krop og manglende tilgængelighed, men vi skal bestemt heller ikke glemme drømme, håb og kærlighed.
Skuespillerne på scenen har hvert deres handikap, og på rollelisten er vi så heldige at have Cathrine Honore, som selv er blind og et garvet medlem af DBSU. Mega sejt! Vi glæder os til at opleve Cathrine på scenen.
Teater ZeBU skriver selv som følger: ”Forestillingen er flersproglig og indeholder synstolkning, tegnsprog og er tilgængelig for kørestolsbrugere.” Du kan læse mere om forestillingen på nedenstående link: https://www.zebu.nu/shows/vand-skabninger/
Inden vi i samlet flok går mod Teater ZeBU, skal vi hygge os med en fællesspisning på en indisk restaurant kun få minutters gang fra teatret. DBSU giver mad og den første drikkevare. Link til menukortet: https://www.vivah.dk/menu
PRAKTISK INFORMATION:
– Dato: tirsdag d. 10. februar.
– Tidspunkt: kl. 17:15 til senest kl. 21.
– Mødested: Amagerbro station (metro) oppe for enden af trappen, som fører udenfor.
– Pris: 150 kr. (dette inkluderer fællesspisning på indisk restaurant og billet til teaterforestillingen VAND-SKABNINGER).
Tilmelding:
– Send en mail til kontor@dbsu.dk eller ring på 71 71 02 23.
– Overfør 150 kr. på MobilePay til 44320. Skriv ”VAND” i emnefeltet.
Program:
Vi mødes kl. 17:15 ved Amagerbro station og følges sammen til den indiske restaurant, som er cirka 10 minutters gang fra stationen. Efter et lækkert måltid, begiver vi os i samlet flok hen til Teater ZeBU, hvor forestillingen starter kl. 19. Forestillingen varer cirka 70 minutter. Herefter følges vi ad til Amagerbro station, hvor arrangementet slutter senest kl. 21. Under hele arrangementet vil der være seende hjælpere til at sikre, at alle får en tryg oplevelse.
Vi glæder os til en hyggelig og stemningsfuld vinteraften.
De bedste hilsner
Cæcilie & Camille (arrangører)